Bestyrelsens beretning

Der er et stort og voksende fokus på regler for vandselskabernes økonomi, så de kan investere til gavn for samfundet. Vi skal investere i grundvandsbeskyttelse, rensning af spildevand, beredskab og sikre samfund og byområder mod oversvømmelser.

Vandet skaber landet. Vores gamle planet blev først blå, da kloden længe efter jordens skabelse blev bombarderet med is-kometer. Efter 500 år stilnede angrebet af og planeten var forvandlet fra tør til våd.

Lige siden har vi haft præcis det samme antal vandmolekyler på jorden – hverken et molekyle mere eller mindre. De har flydt igennem alt – dinosaurer, dronter, dig, mig, alle dyr og planter. Vandkredsløbet skaber liv, det genbruges igen og igen og skaber vores land. DANVA’s medlemmer værner om vandet til gavn for sundhed, miljø, klima og industri.

Danmark er ligesom andre lande afhængig af sit vand. Forsyningssikkerhed af vand alle dage, hele året rundt er afgørende for blandt andre Danmarks erhvervsliv, medicinalindustri, fødevarebranche, sundhedsvæsen, grøn omstilling, landbrug og danskernes liv.

Det er nødvendigt at beskytte arealer, så vi har kontrol over vores produktion og plads til at dyrke rent drikkevand. Vi har fået vedtaget en lov om de boringsnære beskyttelsesområder – BNBO’er.

Men DANVA arbejder videre for oprettelse af de nødvendige, større sammenhængende, sprøjtefrie områder – grundvandsparker bl.a. i relation til de lokale grønne treparter. Grundvandsbeskyttelse ved hjælp af skov, natur, græsarealer er logisk i sammenhæng med en CO2-afgift på landbruget.

Aftalen om Grøn Trepart medfører desuden krav til ekstra udledning af byspildevand, her sætter vi spørgsmålstegn ved både proportionalitet og metode.

Vandmasserne stiger, vandmiljøet er udfordret, det vil vandselskaberne gerne hjælpe med at ændre. Desværre er vandsektorens alt for snævre, økonomiske rammer en barriere imod at bygge løsninger. Det skal revisionen af vandsektorloven, som Vandreguleringsudvalget står for, ændre.

Vandselskaberne skal have dækket omkostningerne fuldt ud, når de investerer i drikkevandsbeskyttelse, klimatilpasning og bedre rensemetoder, der skærmer vandmiljøet mod for eksempel medicinrester.

Vandsektoren arbejder målrettet med bæredygtighed og har sat sig den højeste ambition – at blive klima- og energineutral i 2030. Klimaforandringer udfordrer nemlig vores land, der skabes af vand. Vandselskaberne kæmper for at hjælpe borgerne med de stigende vandmasser, der kommer oppefra, bagfra, udefra og nedefra.

En ny lov giver DANVAs medlemmer forsyningspligten over terrænnært grundvand. Det gør det nemmere at håndtere vand, der truer værdier og ejendom. Loven kommer dog først til at fungere, når de økonomiske regler er på plads, og vandselskaberne igen kan få udledningstilladelser.

DANVA har også presset på, for at DANVAs medlemmer nu kan levere teknisk vand til f.eks. PtX. Fremtidens energikilde, brint, bygger på vand – vand former også den grønne omstilling, og loven, der gør det muligt, kommer på plads inden sommer.

I 2024 opnåede DANVA også gode politiske resultater med den økonomiske regulering, lovgivning om drikkevand, spildevand og klimasikring – og senest, at vandselskaber får finansieret investeringer i cybersikkerhed.